Bliv kørt til hospitalet
Hvis du opfylder en række betingelser, kan du i nogle tilfælde blive kørt gratis til undersøgelse og behandling på hospitalet.
Betingelser for at have ret til at blive kørt
Du kan blive kørt gratis til undersøgelse og behandling på hospitalet, hvis du ikke kan tage bus eller tog på grund af dit helbred.
Derudover skal du opfylde én af disse betingelser:
- Du modtager pension efter de gældende sociale pensionslove
- Du bor mere end 50 km fra hospitalet - beregnet efter Kraks ruteplan med "alternativ rute"
Derudover skal du have været på hospitalet og indkaldes i den forbindelse til behandling uden indlæggelse (ambulant behandling).
Sådan bestiller du siddende patientkørsel
Du skal selv bestille kørsel ved at ringe til Kørselskontoret på 70 23 62 48. Bemærk, at vi optager alle opkald til Kørselskontoret.
Kørselskontorets telefon er åben:
- Mandag-torsdag kl. 8.00-14.00
- Fredag 8.00-12.00
Oplys navn på den afdeling, der har sendt dig et indkaldelsesbrev. Ring senest dagen før, du skal afsted og tidligst 14 dage før.
Der bliver ikke automatisk bestilt kørsel hjem
Kørsel til hospitalet giver ikke automatisk ret til kørsel hjem. Det afhænger af, om hospitalspersonalet vurderer, at du helbredsmæssigt kan tage bussen eller toget.
Vær opmærksom på
Ny vurdering hver gang
Kørselskontoret skal vurdere nødvendigheden af hver enkelt kørsel ved hver bestilling. Derfor stiller vi de samme spørgsmål hver gang – også selvom du er blevet kørt tidligere.
Afbestil kørsel
Hvis du alligevel ikke får brug for kørsel, skal du huske at afbestille den i god tid ved at ringe til Kørselskontoret på telefon 7023 6248. Bemærk, at vi optager alle opkald til Kørselskontoret.
Forvent ventetid
Vi gør vores bedste for at planlægge kørslen. Alligevel må du regne med ventetid både før og efter behandlingen.
Der skal flere passagerer med samme bil
Vær forberedt på, at andre passagerer skal med i bilen – både ud og hjem. Derfor kan køreturen blive forlænget.
Du kan måske få en ledsager med
Hvis du er under 18 år, dement, hørehæmmet, svagtseende, kørestolsbruger eller skal til en svær samtale, kan du få en ledsager med. Vær opmærksom på, at din ledsager ikke bliver kørt hjem igen, hvis du bliver indlagt.
Din data
Kørsel i form af siddende patienttransport varetages i Region Midtjylland af leverandøren 'Midttrafik', og det er derfor dem, der behandler din data om kørsel.
Sådan foregår kørslen
1. Vi henter dig derhjemme
Hvis du på grund af dit helbred ikke kan rejse med bus eller tog, kan du i nogle tilfælde blive kørt til det nærmeste hospital, der kan tilbyde dig behandling. Vi henter dig derhjemme.
2. Vi planlægger ruten
Vi planlægger opsamlingsruterne, så det giver mindst mulig ventetid for alle. Det kan godt blive en lang tur alligevel. Ind- og udstigninger tager noget tid, fordi vi tager ekstra hensyn til passagererne.
3. Vi sørger for, at du kommer helt ind på afdelingen
Hvis du for eksempel er dårligt gående eller seende, kan du tale med Kørselskontoret om muligheden for, at chaufføren kan hjælpe dig ind på afdelingen på hospitalet. Når du ankommer til den relevante afdeling, overtager hospitalets personale.
4. Vi kører dig hjem igen
Hvis du også har brug for kørsel hjem fra hospitalet, skal du tale med hospitalets personale, når du er færdig med din aftale.