Om den Psykiatriske Akutfunktion

Præhospitalets Psykiatriske Akutfunktion sikrer hjælp døgnet rundt for borgere med akut psykiske problemstillinger eller symptomer, der kontakter 1-1-2, Lægevagten eller Lægevagtens Natberedskab.

Her kan borgere blive omstillet til funktionen, hvis medarbejderne vurderer, at borgeren har gavn af øget psykiatrisk hjælp.

Borgere med behov for indlæggelse bliver fortsat tilset af ambulancepersonale og bragt til akut psykiatrisk vurdering.

Målrettet psykiatrisk hjælp

Den psykiatriske akutfunktion er bemandet af psykiatrifaglige visitatorer. Det er sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter med bred psykiatrisk erfaring.  De vurderer med hjælp af forskellige visitationsredskaber den rette hjælp ud fra borgerens aktuelle symptomer, adfærd samt sygdomshistorik, som fremgår af journalen.

De kan bistå på flere måder, blandt andet ved at gennemføre en uddybende samtale, udarbejde en plan for patienten frem til kontakt med egen læge, introducere relevante teknikker og mestringsstrategier samt tilbyde opfølgende samtaler eller henvise til videre forløb i psykiatrien.

Derudover kan medarbejderne konferere med regionens speciallæger inden for psykiatri for at sikre den bedst mulige vurdering og indsats.

 Alle henvendelser vurderes desuden ved hjælp af et psykiatriindeks – et beslutningsstøtteværktøj, som understøtter afklaring af problemstillinger og peger på relevante handlemuligheder.