Fra den 1. september indtager et nyt beredskab Præhospitalets ambulancebase i Randers Syd.
Det betyder, at flere nu vil få hjælp af en paramediciner, der kører ud til de borgere, der ringer 1-1-2 og har behov for hurtig hjælp eller undersøgelse, men som ikke er i fare for at miste liv eller førlighed. Paramedicinerbilen vil dog også blive sendt til akutte situationer – for eksempel hvis den kan være først fremme til en livstruende situation.
– Vores paramedicinerbiler bringer specialiseret hjælp helt tæt på borgerne, så de i mange tilfælde slipper for en tur på hospitalet. På den måde er paramedicinerbilerne med til at styrke det nære sundhedsvæsen og skabe tryghed blandt borgerne, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Paramedicinerbilen i Randers er den femte i rækken af paramedicinerbiler i regionen.
– Med paramedicinerbilerne bygger vi bro mellem hospital og hjem – og det handler ikke kun om at redde liv, men også om at give tryghed og målrettet og specialiseret hjælp i tide, siger Bo Jensen (K), formand for det midlertidige udvalg for styrkelse af det nære sundhedsvæsen.
Udstyr og medicin
Når paramedicinerne kommer ud til patienterne, har de meget af det samme udstyr med som ambulancerne. Det er blandt andet en velassorteret medicintaske og forskelligt måleudstyr, så de kan undersøge patienterne grundigt; de kan for eksempel måle puls, blodtryk og iltmætning i blodet, tage et hjertediagram og overvåge hjerterytmen. Udover egne sundhedsfaglige kompetencer kan paramedicineren også på stedet konferere med lægen i AMK-vagtcentralen.
– Med paramedicinerbilen i Randers har vi endnu et redskab i værktøjskassen for borgerne i området. Den vil både gøre det lettere at bruge de akutte ressourcer, når de kan gøre en forskel og samtidig skabe gode og sammenhængende løsninger for patienterne i deres nærområde, siger Palle Juelsgaard, lægefaglig direktør i Præhospitalet.
Fakta
Paramedicinerbilen i Randers kører hver dag fra otte morgen til otte aften.
- Den kan køre ud til borgere i Randers Kommune og Favrskov Kommune samt på Djursland.
- Paramedicinerbilen kan ikke medtage patienter.
- Fem paramedicinere indgår i beredskabet.
- Det nye beredskab bliver det femte i Region Midtjylland.
- Senere bliver yderligere to paramedicinerbiler indsat i henholdsvis Gødstrup og Horsens.
Kontakt
Mads Degn Gregersen
Pressemedarbejder
Administration, Præhospitalet
Tlf:20557015
E-mail: madsdegn.gregersen@ph.rm.dk