Hvad skal den nye funktion arbejde med?
Funktionen skal sikre bedre hjælp på alle timer af døgnet for akutte psykiatriske patienter, der kontakter 1-1-2, lægevagten eller Lægevagtens Natberedskab.
Hvem skal arbejde i funktionen?
Psykiatrifunktionen bliver primært bemandet af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter med erfaringer fra psykiatrien. Derudover vil der også blive tilknyttet en række sygeplejersker, som hovedsageligt arbejder med somatiske patienter, men som også har kompetencer til at vurdere og hjælpe psykiatriske patienter.
Hvordan foregår arbejdet?
Både somatiske og psykiatriske patienter kontakter i dag 1-1-2, lægevagten og Lægevagtens Natberedskab, hvor de får hjælp og rådgivning.
Hvis en patient i fremtiden har større behov for psykiatrisk hjælp, kan de blive omstillet til en medarbejder i den nye psykiatrifunktion. Her er der mere tid til dialog og flere muligheder for hjælp. Medarbejderne vurderer borgerens behov gennem samtale og finder det rette tilbud til den enkelte.
Til at understøtte arbejdet har medarbejderne også et psykiatri-indeks. Det hjælper dem med at afklare problemstillinger og foreslå passende responsmuligheder.
Derudover har medarbejderne også mulighed for at konferere med speciallæger inden for både voksenpsykiatri og børne- og ungepsykiatri. Det er med til at sikre den bedst mulige vurdering og indsats for patienterne.
Ønsker du at være med?
Vi søger løbende medarbejdere til stillinger i psykiatrifunktionen. Lige nu søger vi især sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter med minimum fem års erfaring fra kommuner, private specialtilbud, bosteder, hospitalsvæsenet eller andre relevante funktioner.
Alle kommende og nye medarbejdere oplæres grundigt og individuelt i forhold til deres kvalifikationer og kompetencer af en dedikeret introduktionsansvarlig. Derudover bliver alle undervist i at visitere patienter via telefon og video, så de er trygge i opgaven. Som ny medarbejder kan man også forvente at blive sat grundigt ind i de it-systemer, vi bruger i arbejdet.
Der bliver løbende slået nye stillinger op, og de vil altid være at finde på midtjob.dk – vælg Præhospitalet som arbejdssted.