Video giver bedre vurdering af 1-1-2-opkald
De senere år er video blevet et stadig vigtigere værktøj, når borgere ringer 1-1-2 på grund af akut sygdom og skade. Og det er der god grund til.
Det bekræftes nu af et nyt studie med forskere fra Præhospitalet i spidsen.
Studiet viser, at videoopkald hjælper de sundhedsfaglige medarbejdere i AMK-vagtcentralen med at vurdere borgerne, så de får den rette hjælp.
– Videoopkald er en fordel for borgerne, fordi det giver os bedre mulighed for at hjælpe de patienter, som har behov for det. Ofte ser vi, at situationen er mindre alvorlig, end patienten oplever den. Men nogle gange ser vi også, at patientens tilstand er mere kritisk end først beskrevet, siger Martin Faurholdt Gude, klinisk lektor og forskningsoverlæge i Præhospitalet.
Fakta
- Studiet har navnet CAM-vision.
- Resultatet af studiet er offentliggjort i JAMA Network Open 1. juli 2025
- Det blev gennemført i 2023 mellem januar og april.
- 745 opkald fra borgere i Region Midtjylland indgik i undersøgelsen.
- Forsøgsgruppen, der måtte bruge videoopkald, etablerede videoforbindelse i 45,6 procent af opkaldene.
- I 2024 sendte AMK-vagtcentral i Region Midtjylland cirka 27.300 ambulancer med udrykning på baggrund af opkald fra borgere til 1-1-2.
Bruger ressourcerne rigtigt
Studiet er den første, store undersøgelse af effekten af videoopkald ved vurdering af akut sygdom og skade hos borgere.
I undersøgelsen er flere af Præhospitalets sundhedsfaglige visitatorer – de medarbejdere, der vurderer de sundhedsfaglige 1-1-2-opkald – inddelt i to grupper. Her måtte den ene gruppe ikke bruge videoopkald, mens den anden gruppe brugte det mest muligt.
Konkret viste studiet, at video-gruppen sendte 13,2 procent færre udrykningskørsler - uden det betød en forskel i forhold til patienternes dødelighed eller indlæggelsesrate på regionens intensive afdelinger, hvor kritisk syge patienter behandles.
– Det viser, at det færre antal udrykningskørsler ikke har haft negative konsekvenser for patienternes helbred overhovedet. Formentlig fordi de sundhedsfaglige visitatorer med videoopkaldet bliver bedre og hurtigere til at identificere de patienter, der faktisk har behov for akut hjælp. Det betyder, at borgerne undgår unødvendige indlæggelser, som kan være belastende og besværlige for den enkelte, siger Martin Faurholdt Gude og fortsætter:
– Videoopkaldet gør det også nemmere at opdage nogle ting, som kan være svære at beskrive over telefonen, siger Martin Gude.
Lavthængende frugter
Videoopkaldet egner sig dog ikke til alle situationer. Det er et arbejdsredskab, som skal overvejes fra gang til gang.
Blandt andet derfor skal forskningsgruppen bag studiet nu undersøge videoopkaldenes effekt på forskellige patientgrupper. For eksempel børn og ældre og i specifikke sygdomskategorier såsom stroke, hjertestop og kramper.
– I dag har vi en række solide erfaringer med, hvornår det er en god ide at bruge videoopkald. Men med data kan vi blive endnu mere sikre på at høste de lavthængende frugter og blive endnu mere præcise i vores visitation, siger Martin Faurholdt Gude.
Kontakt
Martin F. Gude, MD, PhD
Ledende overlæge, klinisk lektor og forskningsoverlæge
Mobil: 25 34 36 21
martgude@rm.dk
Jesper Fristrup Krogshave
Kommunikationskonsulent
Mobil: 24 64 16 80
jeskrh@rm.dk