Grenaa Sundhedshus

Præhospitalet overtager ambulancedriften i Grenaa den 1. december 2021. Som en del af hjemtagelsen skal der etableres en ambulancebase med to ambulanceberedskaber. Flere muligheder er blevet afsøgt og valget er faldet på Grenaa Sundhedshus, hvor akutlægebilen allerede bor.

Fællesskabet styrker fagligheden
Præhospitalet ser det som en stor fordel, at de to beredskaber deler base og har tæt kontakt i dagligdagen.

- Det at ambulancer og akutlægebil bor sammen styrker den faglige og kollegiale synergi. Det giver gode mulighed for blandt andet fælles træning og debriefing efter krævende hændelser. Man lærer hinanden godt at kende, og det styrker helt klart samarbejdet, når man står sammen ude på skadestedet, forklarer Allan Bach, som er ledende overlæge for ambulancer og akutlægebiler.

Regionsrådet bevilger midler til den nye base
Etablering af ambulancebasen i Grenaa Sundhedshus kræver, at nogle lokaler ombygges og renoveres og at der bygges garagefaciliteter til ambulancerne.

Regionsrådet har på regionsrådsmødet i dag den 18. august godkendt den nødvendige anlægsbevilling dertil på 5,4 mio. kr.. Finn Thranum (V) stemte imod.

Basen ved Grenaa Sundhedshus for både ambulancer og akutlægebil bliver på i alt ca. 472 m2. Heraf er 350 m2 indendørs lokaler, garagen til lægebilen er på 42 m2 og garage til ambulancer på 80 m2. Der findes allerede regionale IT- og serviceløsninger på stedet.

Indflytning sidst i 2022
Basen forventes at være klar til drift ultimo 2022. Indtil da forventes det, at ambulancerne fortsat ruller ud fra en base, som lejes af Falck.

Der er foretaget en vurdering af projektet sammenlignet med andre mulige lejemål hos dels Falck og dels den lokale brandstation. Analysen viser, at etablering af ambulancebasen i Grenaa Sundhedshus er den økonomisk mest fordelagtige mulighed.

Læs mere om baseprojektet i referat fra regionsrådsmødet den 18. august. 

Regionsrådet 18. august 2021 (Dagsorden) (rm.dk)