3. december 2021

Lægehelikopter 500x_Niels_Aage_Skovbo.jpg

Den nuværende akutlægehelikopter leveret af Norsk Luftambulanse. Foto: Niels Åge Skovbo / Region Midtjylland - Klik på billedet for høj opløsning. Fotoet kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af regionernes akutlægehelikoptere med kreditering af Niels Åge Skovbo og Region Midtjylland

Regionernes fire akutlægehelikoptere har været i udbud. Valget er faldet på det franske selskab SAF Helicopteres i samarbejde med danske UNI-FLY A/S. SAF har fløjet rednings- og akutlægehelikoptere i Frankrig siden 1979. Det betyder samtidig et skifte af leverandør og dermed et farvel til Norsk Luftambulanse efter mange års godt samarbejde.

Der har været tale om et skarpt opløb med tre meget kvalificerede selskaber: Udover Norsk Luftambulanse og Franske SAF, har også det svenske selskab, Babcock, budt ind. Alle tre selskaber har leveret tilbud med høj kvalitet og driftssikkerhed. Således er prisen endt med at være udslagsgivende, og gevinsten er mærkbar:

- Faktisk bliver den nye aftale billigere end den nuværende. Vi sparer 17 mio. kr. om året i forhold til den nuværende aftale. Det er en rigtig god nyhed, fordi det betyder, vi kan få mere sundhed for pengene, siger næstformand i Danske Regioner, Ulla Astman (S).

Nye og større helikoptere

Der er fire akutlægehelikoptere i Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning. Med overgangen til den nye kontrakt udskiftes alle med nye helikoptere. To ligner dem, der er i forvejen. Mens de andre to bliver nummeret større.

Helikoptere af den nuværende størrelse dækker behovet i langt de fleste situationer. De lidt større helikoptere kan eksempelvis være relevante, hvis en patient skal flyves fra et hospital til et andet for at modtage mere specialiseret behandling eller ved længere flyvninger. Sundhedsfagligt giver det derfor god mening.

Tryghed for borgere og medarbejdere

SAF overtager driften af akutlægehelikopterne den 1. oktober 2023. Der er således god tid til at få leveret og godkendt de nye helikoptere og til at ansætte og træne personale.

- I det hele taget glæder jeg mig over, at der med udbuddet er lagt op til en stabil og tryg overgang; både for personalet og patienterne, siger Ulla Astman.

Hun fremhæver blandt andet, at kvaliteten og evnen til at flyve under dårlige vejrforhold bevares og videreføres i den kommende kontrakt. Derudover er der stillet høje krav til driftssikkerhed samt arbejdsmiljø og arbejdsforhold for personalet.

Det med småt

Processen er nu så langt, at tilbudsgiverne har fået besked. Men underskrift på kontrakten kan tidligst ske den 14. december 2021. Først da udløber en såkaldt "stand still" periode, hvor tilbudsgiverne har mulighed for at klage over afgørelsen.

 

Flere informationer


Opret en kommentar

ReCAPTCHA ikke løst
Ingen kommentarer

{{comment.PostTitle}}


{{comment.PostDate.substr(0,5)}} kl. {{comment.PostDate.substr(6,11)}} af {{comment.PosterName}}