Titel

RESIST - Effekten af iskæmisk konditionering (afklemning) ved akut stroke

Dette projekt drives af Neurologisk afdeling AUH med Præhospitalet som samarbejdspartner i forbindelse med dataindsamling foretaget i regionens ambulancer.

Baggrund

Akut stroke, en blodprop eller blødning i hjernen, er en hyppig årsag til død og alvorligt handicap hos voksne. Der er et stort behov for at kunne beskytte hjernen mod iltmangel i den akutte fase og øge andelen af hjernevæv, der overlever en blodprop og hjerneblødning. Èn af de mest lovende beskyttende behandlinger iskæmisk konditionering (konditionering) – som udføres ved at foretage intermitterende afklemning af blodforsyningen til armen med en blodtryksmanchet.

Formål

Projektet undersøger om iskæmisk konditionering, foretaget akut i ambulancen og gentaget på hospitalet efter symptomer på blødning eller blodprop i hjernen, reducerer forekomsten af neurologiske symptomer og bivirkninger efter 24 timer samt forbedrer funktionsevnen på lang sigt.

Metode

1500 patienter med mistænkt stroke i præhospitalet forventes inkluderet.

Disse patienter skal være voksne borgere, der er selvhjulpne i daglige gøremål med mistænkt stroke konstateret i præhospitalt ved hjælp af værktøjet PreSS samt en symptomvarighed på under 4 timer.

Disse patienter randomiseres i modtagelsen af iskæmisk konditionering eller ej.

Herefter følges op på patienternes bedring samt neurologiske symptomer på både kort og lang sigt.

Samarbejde

Projektet involverer Neurologisk afdeling F, Præhospitalet, Neurologisk afdeling Regionshospitalet Holstebro