Oversigt over beredskaber, regionalt og hos Falck

28.10.2020

Regionsrådet besluttede i dag, at 60% af ambulancerne i Region Midtjylland fremover skal drives af regionen selv, mens Falck skal drive de resterende 40%. Liberal Alliance, Enhedslisten og Psykiatri-Listen undlod at stemme. Med beslutningen har Region Midtjylland fordoblet sin andel, og det sker af hensyn til konkurrencen, siger formand Anders Kühnau.

For at sikre konkurrence og mest mulig sundhed for pengene har regionsrådet i dag besluttet at hjemtage driften af yderligere 21 ambulancer med baser i blandt andet Horsens, Skanderborg, Randers og på Djursland.

Liberal Alliance, Enhedslisten og Psykiatri-Listen undlod at stemme.

Regionsrådet har i forvejen besluttet at hjemtage 21 ambulancer og yderligere 5 akutlægebiler i foråret 2021, så Region Midtjyllands Præhospital skal fra december 2021 drive i alt 42 ambulancer og alle regionens 10 akutlægebiler.

Falck dækker Holstebro, Herning og Viborg

Beslutningen om at hjemtage yderligere ambulancer er truffet som en del af det netop afsluttede offentlige udbud af ambulancekørsel. Tre selskaber prækvalificerede sig og har afgivet tilbud. På baggrund af tilbudsevalueringen besluttede regionsrådet i dag, at Falck tildeles kontrakten vedrørende en del af den udbudte opgave.

Det bliver således Falck, der fremover skal drive ambulancer omkring Holstebro, Herning og Viborg, ligesom selskabet også skal sørge for hovedparten af Region Midtjyllands liggende/hvilende patienttransporter.

Regionen er billigst

Kontrolberegninger viser, at Region Midtjylland selv kan drive ambulancerne billigere end de leverandører, der afgav tilbud. Isoleret set taler det for at hjemtage hele ambulancedriften, men det ønsker regionsrådet ikke.

- Vi vægter fremtidig konkurrence højt og ser ikke udelukkende på økonomien. Vi har derfor valgt en kombination af privat og offentlig ambulancedrift – også selvom det reelt ikke er den billigste løsning, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Selvom konkurrencen altså på kort sigt har en pris, så sparer den valgte kombination af regional og privat ambulancedrift årligt Region Midtjylland for ca. 12 mio. kr. i forhold til det nuværende budget til drift af ambulancer og akutlægebiler.

Investering i uddannelse

En del af den besparelse har regionsrådet besluttet at bruge på at ansætte flere elever. Derudover medfører beslutningen, at vi får markant flere paramedicinere.

- Denne prioritering skal også ses som en investering i tryghed for patienterne, dygtigt personale og fremtidig konkurrence på området, siger Anders Kühnau.

Med regionsrådets beslutninger driver Region Midtjylland fra 1. december 2021 60% af ambulanceflåden i Region Midtjylland, mens Falck driver de resterende 40%.

 

Flere oplysninger

 
  • Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), tlf. 2360 2768
  • Præhospital direktør Henning Weihrauch Voss, tlf. 2155 2916