En ny såkaldt "fremskudt placering" i Ry giver bedre mulighed for at optimere dækningen med ambulancer i området mellem Silkeborg og Skanderborg.

Region Midtjyllands 66 ambulancer holder til på 36 ambulancebaser. Derudover har regionen en række såkaldte "fremskudte placeringer", som ambulancerne kan holde på midlertidigt. Disse fremskudte placeringer øger muligheden for i perioder at flytte ambulancer til det pågældende geografiske område og dermed sikre en bedre dækning.

Styrker den akutte indsats lokalt

Som en del af budgettet for 2018 besluttede Regionsrådet at oprette fremskudte placeringer til ambulancer i Ry, Vinderup og Ryomgård. De fremskudte placeringer i Ryomgård og Vinderup kom på plads i februar.

Nu er den fremskudte placering med overnatningsmulighed i Ry også klar til at blive taget i brug. Den er etableret i samarbejde med Skanderborg Kommune og Østjyllands Brandvæsen.

- Vi holder hele tiden øje med responstiderne og vurderer løbende, om der er mulighed for at styrke den akutte hjælp både på tværs af regionen og mere lokalt. Der har længe været et ønske om at forbedre responstiden i dette område, og vi håber, at den nye fremskudte placering vil kunne gøre en positiv forskel, siger Henrik Gottlieb Hansen (S), formand for hospitalsudvalget i Region Midtjylland.

Ambulancer på forkant

Der kan overnattes på den fremskudte placering i Ry. Det betyder, at AMK-vagtcentralen kan sende en ambulance ud at holde på stedet i længere tid. Det forbedrer muligheden for at dække området med ambulancer og kan i nogle tilfælde være med til at reducere responstiden i området.

I Præhospitalet, som har ansvaret for den akutte indsats, er der tilfredshed med den nye base, som øger muligheden for at disponere en ambulance til området på forkant.

- Det er en kompleks opgave at sikre den bedste udnyttelse af vores 66 ambulancer. Vi forsøger hele tiden at placere ambulancerne der, hvor behovet er størst. Her giver den nye fremskudte placering i Ry bedre mulighed for at optimere dækningen i området mellem Silkeborg og Skanderborg. Det kan betyde, at ambulancen i nogle situationer kan være hurtigere fremme hos en borger, der bliver kritisk syg eller kommer alvorligt til skade, forklarer Thomas Balle Kristensen, som er direktør i Præhospitalet.

Han understreger samtidig, at det forudsætter, at der er ledige ambulanceberedskaber i andre områder, som kan frigøres til det, som kaldes "forkantsdisponering", da der samlet set ikke er kommet flere ambulancer.

Fakta

  • De fremskudte placeringer er et supplement til egentlige ambulancebaser.
  • Følgende fremskudte placeringer med overnatningsmulighed findes nu: Ulfborg, Karup, Langå, Videbæk, Ryomgård, Vinderup og Ry.
  • Herudover finde fremskudte placeringer uden overnatningsmulighed følgende steder: Thyborøn, Balling, Fjellerup, Hadsten, Havndal, Sdr. Felding, Aulum, Juelsminde og Gjesing. Af arbejdsmiljømæssige hensyn må beredskabet kun holde dér i op til to timer ad gangen.

 

  • Regionsrådet har afsat 0,3 mio. kr. årligt til drift samt 0,2 mio. kr. i 2018 til etablering af fremskudte placeringer med sovemulighed i Ryomgård, Ry og Vinderup.

 

Yderligere information

Henrik Gottlieb Hansen, formand for hospitalsudvalget, mobil 2129 9726, mail: henrik.hansen@rr.rm.dk

Thomas Balle Kristensen, præhospital direktør, mobil: 3038 7193,mail: thkris@rm.dk

 

Vedhæftede billede kan frit anvendes ved redaktionel omtale af indholdet og markeringen "Arkivfoto Region Midtjylland".