Sjældent har der været så meget "blåt blink" over regionsrådet, som der kommer på mandag den 10. december. Regionsrådet er inviteret til Olof Palmes Alle i Aarhus for at se og høre om de forskelige dele af sundhedsberedskabet i Region Midtjylland. Pressen er velkommen. Tilmelding er nødvendig.

05-12-2018

Regionsrådet bliver opdelt i grupper og besøger på skift en ambulance, en akutlægebil og AMK-vagtcentralen, der dirigerer sundhedsfaglig hjælp fra bl.a. 1-1-2.

På AMK-vagtcentralen viser afdelingsledelsen rundt og introducerer regionsrådet til AMK-vagtcentralens opgaver og bemanding. Personale fortæller om arbejdet som redder og hvis ellers akutlægebilen ikke er ude på opgave, får regionsrådsmedlemmerne også fremvist sådan en.

Temadagen kommer også omkring den nye regionale drift af akutlægebiler og ambulancer. Siden 1. december 2018 har Region Midtjylland selv drevet akutlægebilerne i Horsens, Randers, Aarhus og på Djursland, og midt i 2019 bliver der også regional ambulancedrift.

Inden for de seneste årtier har Europa været mål for en række terrorangreb. Det stiller en række nye krav til regionens sundhedsberedskab, der skal være beredskabsparat, trænet i og forberedt på at håndtere den slags alvorlige hændelser. Lægefaglig direktør i Præhospitalet Per Sabro Nielsen og leder af Sundhedsberedskabet Bo Elbæk fortæller om, hvordan beredskabets opgaver er vokset fra kunne håndtere busulykker og harmonikasammenstød til terrorhandlinger.

Program
10.35-11.05 Introduktion til Præhospitalet.

11.05-11.40 Oplæg om AMK-vagtcentralen – Præhospitalets kontrolrum.

12.15-13.55 Besøg i AMK-vagtcentralen samt fremvisning af ambulance og akutlægebil

13.55-14.40 Præsentation af Sundhedsberedskabet.

Pressen er velkommen, men tilmelding er nødvendig til lennart.hjoernholm@stab.rm.dk

Det fulde program er vedhæftet.